Vanguard Festival 2013 – København tog den?

Af Jesper Nyboe

© Kenneth Fiil – Vanguard 2013

I over ti år var Aarhus Took It en institution – en slags helligdag – for danske hiphopfans. Da Henning Winther og co. trak sig efterlod de en tung arv, som ingen desværre har formået at følge op på.

Jovist, der har været nogle enkelte store koncerter og jams, men ingenting der har nærmet sig hverken hvad Took It – og nu Vanguard har leveret.

For godt tre-fire måneder siden blev det offentliggjort, at Wu-Tang, De La Soul og mange andre ville komme til København til en ny musikfestival ved navn Vanguard. Et flot samarbejde mellem bl.a. bookerne fra Vega og en håndfuld svenskere. Senere kom flere navne til og festivalen blev smart nok delt op i en urban og en alternativ rock dag.

Som en gæst sagde ”der er ikke leflet for det unge publikum”, om end han gerne havde set nogle af de yngre amerikanske rappere på programmet. Dog har de fleste lige spillet til Roskilde og Vanguard viste sig også at være en meget voksen festival.

Selvom det primært var hiphoppen jeg kom efter, var jeg dog lige forbi Søndermarken fredag for at se en lidt for stiv, alt for mumlende, lidt for uengageret Rodriguez. En ret skuffende start, men med det program der var om lørdagen var forventningerne dog stadig meget høje.

© Kenneth Fiil – Ponyblod & Eagger

Første act på scenen var de albumaktuelle Ponyblod. Selvom gruppen er ny er det to veletablerede navne, Tue Track og Khal Allan (tidligere Khalern), der står bag og albummet har allerede haft stor succes. Denne succes smittede også af på publikum, der, trods dørene kun havde været åbne i 45 min og klokken ikke engang havde slået 14, var mødt talstærkt op. Og Ponyblod skulle også levere varen. I det Tue Track ikke rappere på flere af numrene havde han sin faste plads bag pladespillerne mens Khal Allan var i front på scenen. Når der endelig kom et vers fra Tue Track, overtog han nærmest scenen med sin energiske levering. En fantastisk start på dagen med højdepunkter som Eagger, der stormede scenen under ”Kra Kra” og publikumsinteraktionen på ”Se Os Nu” og ”Dårlig Kode”.

Umiddelbart efter Ponyblod havde fyldt deres tid ud entrerede Marvelous Mosell med Tue Track som DJ og hans referencer til 80’er hiphop og old school stil var klart noget publikum var nede med. Manden har udviklet sin mikrofonkontrol siden han startede ud til små jams på Sjælland og selvom det stadig er gimmick rap er det uden tvivl i den mere gennemførte ende.

© Kenneth Fiil – Pharoahe Monch

Efter et kvarters tid indtog Pharoahe Monch den store udendørs scene iført jakke i den skarpe sol. Det var min femte koncert med ham  og han skuffede ikke – tværtimod. Han gav hvad der skulle vise sig at ende blandt de to-tre bedste koncerter hele dagen. Han spillede sig velvalgt gennem sit bagkatalog med alt fra ”Agent Orange” og ”My Life” til ”Oh No” og ”Simon Says”. Pharoahe har en utrolig god levering, går altid klart igennem og trods sin astma lykkes det ham oftest at have bedre breath control end de fleste andre rappere. Med sig på scenen havde han sin faste backupsangerinde Mela Machinko og den legendariske DJ Boogie Blind. Begge var med til at fuldende showet og shinede stærkt igennem. Mela synger ufattelig godt og Boogie Blind er bund solid på pladespillerne. Det blev også lige til flere politiske udtalelser og en tribute til Trayvon Martin, der også er grundlag for hans nyeste single. Uden tvivl en af de bedste koncerter han har levereret på dansk grund.

Loop Troop Rockers var næste navn og jeg må ærligt sige at det ikke ligefrem var en koncert jeg glædede mig til efter fadæsen de leverede på Train i Aarhus et par år tilbage. Showet skulle også vise sig at bestå af de nyere mere poppede numre. Og når der blev spillet ”gammelt” materiale blev det lige peppet op til mere ”party” versioner. Det var i det hele taget det der var det store problem med koncerten. For det første stemmer deres nye materiale overhovedet ikke overens med det gamle og derudover gik Embee amok på de digitale trommer og sit lille bækken. Alt fra før 2005, og endda visse nyere numre, fik dobbelttempo trommer på, der i øvrigt var mixede så dårligt at de overdøvede alt andet, med undtagelse af vokalen. Tragikomisk var højdepunktet deres tribute til Guru, som de udgav kort efter hans død over tre DJ Premier instrumentaler. Har ondt af alle der ikke nåede at oplevede Loop Troop før Rockers blev tilføjet. For de var engang noget af det vildeste man kunne opleve live. Energien er der, desværre er det også det eneste der er tilbage!

Fra en skuffelse til en anden. De La Soul har alle fire gange jeg har set dem gennem de sidste 10-15 år været et solidt liveact. Og på papiret var de også en god booking. Problemet var bare de ikke rigtig gad at rappe. Over halvdelen af numrene blev startet igen og igen… og igen for at hype publikum og når de så gik i gang med nummeret blev der kun spillet et enkelt vers eller til tider endda ikke engang rappet vers, men blot chantet enkelte ord, som var tilfældet med ”Ego Trippin (Part Two)”. Et af de bagvedliggende problemer syntes at være Posdnous, hvis stemme var helt væk, knækkede og som samtidig ikke kunne rappe beatet – overhovedet. En fest, måske? Men en koncert, på ingen måde. Og til trods for at MF Doom også spillede, var han ikke med oppe da de spillede ”Rock Co.kane Flow”. Men igen, det nummer stoppede de også konstant midt i versene når det blev svært. Skuffende.

© Kenneth Fiil

Nicole Willis & The Soul Investigators må jeg ærligt indrømme jeg ikke kendte på forhånd. De leverede en dejlig smød soul koncert, men mere kan jeg desværre ikke sige om det, da jeg på dette tidspunkt havde bestemt mig for at få noget at spise. Og her kom det helt store problem på Vanguard. Der var meget få madboder og de var ikke forberedt på mængden af mennesker (til trods for der ikke var udsolgt og plads til godt 2000 yderligere på pladsen). En madbod solgte burgere, men havde kun én lille grill til at lave dem på. En kammerat stod over en time i kø uden at få noget at spise hos dem. Jeg valgte at gå efter Chili Con Carnen. Efter godt 25 min i kø kom jeg frem og det viste sig, at de var løbet tør for kød for et stykke tid siden, men blot ikke havde fået streget over på skiltet, der ellers havde andre ændringer på sig. Så måtte spise sin carne. Hos pizzastedet tog de mod ens ordre og fik ens fornavn, som de skrev på bonen og lagde til en mand der skulle putte det på tallerkener. Desværre var der bare intet system i bonerne, nogle fik efter 5 min andre måtte vente op til 30 min uden at få noget, selvom andre der havde bestilt de præcis samme slices senere fik deres. Ingen logik overhovedet! I det mindste var maden dog af god kvalitet, hvis man var så heldig at få den.

© Kenneth Fiil – Malk De Kojn

Malk De Koijn har altid været et solidt liveact og med tre gode album bag sig spillede de sådan set lidt den samme koncert som man har set overalt de sidste par år. Et lidt overraskende navn på plakaten, hvis det ikke var fordi det skulle være deres eneste koncert i år, men de trækker jo altid mange mennesker. Ikke blandt de bedste koncerter de har leveret, men dog stadig fantastisk når en hel park rapper med på ”Kosmisk Kaos”. Malk De Koijn er unikke og aldrig noget man vil gå glip af. Desværre havde de kun 75 minutter at spille i, hvilket er kortere end deres normale og bedre show, som de fleste nok allerede har set.

Nu var mørket ved at snige sig ind på Søndermarken og allerede et kvarter inden MF Doom gik på var teltet allerede godt fyldt op med mennesker der var spændte på at se om det var den rigtige MF Doom der dukkede op, eller han blot havde sendt en anden mand i hans navn – igen. Jeg har aldrig haft noget specielt forhold til Doom. Han har leveret mange gode produktioner og jeg synes ”MM…Food” er et fantastisk nummer, men ellers synes jeg der har været langt mellem snapsene.

Han entrerede til et stort bifald fra publikum og udfra hans snøvlen at bedømme, så lød det bestemt til at det var den ægte vare der endelig var landet (han missede bl.a. en koncert til Subkult i ’96 fordi han havde glemt at han skulle have et pas for at rejse ud af landet).

Det var en simpel men god koncert. Ingen dikkedarer, bare rent rap og det blev også til numre fra både Dangerdoom og førnævnte ”Rock Co.kane Flow” hvor han dog også blot spillede sit eget vers.

Der er noget meget mærkeligt i at se en mand rappe live gemt bag en metalmaske, men Doom vendte det nærmest til sin fordel og fik folk til at fokusere rent på lyden.

© Kenneth Fiil – Wu-Tang Clan

© Kenneth Fiil – Wu-Tang Clan

Efter en notorisk aflyser havde dukket op kom turen til Wu-Tang Clan, der efter rygtet skulle være dukket op i fuld op opstilling inkl. DJ Mathematics og on/off medlemmet Cappadonna. Bedre kunne det ikke være og rygterne skulle vise sig at være sande (Wu-Tang aflyste bl.a. i sin tid til Roskilde Festival fordi de kom op at slås i lufthavnen på vejen og da de spillede til Rock The Bells i USA måtte de bookes individuelt for at dukke op).

Forventningerne var høje efter at have set dem på Roskilde tilbage i 2004 sans Method Man og de skulle vise sig at blive mere end indfriet.

Method Man var som altid manden i front og en kraftbombe af energi, men alle medlemmer kom til orde og der blev gravet dybt i bagkataloget og spillet klassikere fra især debutalbummet ”Enter The Wu-Tang (36 Chambers)” og også GZA bragede igennem med især ”4th Chamber”, hvor to unge drenge der stod foran blev hevet op på scenen for at hoppe til beatet og bagefter betalt af Raekwon for deres ”arbejde”.  Det er svært at finde enkelte højdepunkter, men ”Triumph”, ”Tearz” og ”C.R.E.A.M” ramte lige i hjertet. En koncert stort set uden fyldstof, ser man bort fra den obligatoriske Ol’ Dirty Bastard tribute. Leveringen var indøvet, de supplerede hinanden perfekt og det fungerede nærmest som en gennemgang af Wu-Tangs historie, inkl. soloalbums.

Eneste minus var sådan set deres Beatles – ”Come Together” ting, der virkede meget malplaceret og så var det lidt mærkeligt at Method Man valgte at slutte af med ”Da Rockwilder”, der jo er et nummer med ham og Redman.

Alt i alt leverede Vanguard det forventede. Festivalen var en succes og de er allerede blevet forlænget med fem år, så mon ikke det bliver et tilbagevendende event. Det er også den reneste festival jeg har været på og placeringen af de to scener var perfektibel.

© Kenneth Fiil

Dog trækker det en del ned at der ikke var styr på maden og så var lyden generelt ret dårlig på flere af koncerterne, flere gange med feedback fra mikrofonerne og skratten fra højtalerne. Set bort fra det og de to skuffende koncerter var det dog stadig en fantastisk dag i solen med god musik og god stemning. Glæder mig allerede til næste år.

Mon dette kan blive den opvågning Aarhus mangler. Vi er ”kulturby” i 2017, men koncertlivet er ret skidt og vi må tage den tilbage. Den værdige vært PTA sagde ”Tak for festival – Ses til hiphop”. Han kunne desværre ligeså godt have sagt ”København Took It”. Så Aarhus – tag den tilbage.

© Kenneth Fiil